20 25 75 44
info@SkarptSprog.dk

Hovedspring fra timetervippen

SkarptSprog.dk

Hovedspring fra timetervippen

Jeg står på timetervippen og kigger ned i bassinet. Det kribler så meget i min mave, at det nærmest føles som kvalme. Jeg kunne jo bare gå tilbage til trappen, liste stille og roligt ned. Vippen giver efter under mig, og jeg minder mig selv om, hvorfor jeg gik herop. For at få oplevelsen, for at mærke suset, for at opfylde min drøm. Jeg sætter af, mens vippens gummibeklædning langsomt fjerner sig fra mine fodballer, og jeg svæver i den frie luft.

Det er den følelse, følelsen af at stå på timetervippen, jeg har i maven nu, hvor jeg har sagt mit job op og er blevet iværksætter.

Drømmen om at skrive har jeg haft, siden jeg var helt lille. Flere gange har min familie spurgt mig, hvorfor jeg ikke gjorde drømmen til min levevej. Jeg fejede deres bemærkninger til side, for hvordan skulle jeg kunne blive iværksætter? Jeg var opdraget af den samme familie til at finde mig et fast og trygt job. Når tanken om iværksætteriet alligevel fristede mig, faldt jeg ned i et sort hul sammen med historien om min farfar, der var selvstændig, og hvor der var op- og nedture. Hvordan skulle jeg dog kunne klare mig uden den faste løn? Og hvad med pensionsbidraget?

Inden jeg gik ud på timetervippen, sad jeg i en fast stilling med en pæn løn, og hver måned sparede jeg et mindre beløb op på pensionsordningen. Det var et sikkert og trygt liv fra 8.00 til 16.00. Men det fungerede bare ikke for mig, når min primetime starter, når fuglene begynder at pippe (sommertid, vel at mærke), og mit indre ur ikke tikker efter minutslag, men efter kreativiteten og inspirationen. Jeg begyndte at komme i iværksætternetværk og fandt ud af, at jeg har den samme gnist og det samme engagement, som jeg kunne mærke på mange af de andre.

Samtidig var dét, jeg havde troet, var mit drømmejob, blevet som en badering, jeg ikke kunne komme ud af. Som du kunne læse i mit sidste blogindlæg, var jeg havnet et forkert sted i livet. Kontorarbejdet og skrivedrømmen rev i mig fra hver sin side, og i stedet for at blive revet midt over valgte jeg at tage springet, følge drømmen.

Efter at jeg har sagt op, har flere af mine kollegaer, venner og bekendte sagt, at jeg er modig. Selv en nu tidligere chef tilkendegav, at han ikke selv turde at tage springet. Hver gang der er én, der siger til mig, at jeg er modig, tænker jeg: ”Du skulle bare vide”.

Jeg er hamrende nervøs, spændt og forventningsfuld. For hvad bringer fremtiden?

Kære læser, jeg er ikke særligt modig, men livet er for kort til at lade sine drømme brænde inde. Jeg er taknemmelig over, at jeg lever i et land, hvor det er let at blive iværksætter, og hvor der er et sikkerhedsnet, hvis det skulle gå helt galt. Jeg er taknemmelig over min familie, der mere end nogensinde siger, at jeg skal tro på min drøm. Og jeg er taknemmelig over mine iværksættervenner, der har lovet mig, at jeg må sove på sofaen hos dem, hvis jeg bliver nødt til at leje min lejlighed ud.

Så kære læser, livet som iværksætter er som at stå på timetervippen i svømmehallen. Det kræver mod at springe uden badering, badevinger eller korkbælte. Når man har gjort det, er man stolt. Man svæver så længe, man selv vil og har troen på sit projekt, eller indtil der dukker nye spændende muligheder op, der skal afprøves. Og hvis man går til bunds, er vi så heldige, at vi lever i et samfund, der kan hjælpe os tilbage til bassinkanten, så vi selv kan tage stigen op af bassinet.

Bragt på folketidende.dk, januar 2018.