Jacarandaens skygge – Forsoning mellem erindring og glemsel i Gaël Fayes roman

Jacarandaen troner i den rwandiske have. Den udfolder sin blomsterkrone af blålilla skønhed, som sender skygge ned over den støvede, tørre jord. Den jord, der under overfladen bærer på et rodnet af hemmeligheder, tildænget med horder af tavshed. Den lille pige kender træets hemmelighed. Tror hun. De hemmeligheder har gjort hende og andre efterkommere af den umenneskelige massakre rodløse i et samfund, der balancerer mellem fortielse og forsoning.

I denne sceniske kulisse, mellem poesi og politik, lader den fransk-rwandiske forfatter Gaël Faye sin billedstærke erindringsroman Jacaranda (2024) udspille sig. Romanen er en fortælling om det bestialske folkemord på tutsierne begået af hutuerne, forsøget på fred og de traumatiske efterdønninger – og selv efter de 26 år, som fortællingen strækker sig over, er fortællingens karakterer tynget af psykiske sår og skam, der går i arv.

Udgivelsen af Jacaranda kommer otte år efter, at musikeren Gaël Faye debuterede som forfatter med Petit Pays (2016) – den prisbelønnede bestseller om det rwandiske folkemord set gennem en 10-årig drengs øjne. Jacaranda kan betragtes som den tematiske efterfølger, som berører efterdønningerne fra massakren gennem fundamentale spørgsmål: Hvordan trøster man den, der ikke kan trøstes? Hvordan kan man få forsoning til at gro ud af smertefuld erindring og stille glemsel? Hvordan får man den tavse til at tale?

Det fremmede barn

Fortællingen udfolder sine første skud i den parisiske forstad Versailles, hvor den 12-årige dreng Milan bor med sin franske far og rwandiske mor. Gennem sit uskyldsrene og barnligt naive sind afslører Milan tidligt den besættelse af sin mor og hendes fortid, der driver fortællingen frem. 

Je l’observais dans cette incarnation nouvelle, et une sensation fugace et désagréable me parcourait. Celle de ne rien savoir de cette personne avec qui je vivais depuis toujours. Le terrible sentiment de ne pas connaître cette femme. Ma propre mère. (s. 14)

Morens fortid er som en lukket bog for ham. Tavsheden får ham til at føle sig ensom, som om han ikke hører hjemme i sin egen familie. Han har lært at trives i ensomheden indtil den dag, hvor den første side af den ellers så lukkede bog blotter sig for ham: Hans nære slægtning Claude ankommer alene og såret til Paris fra det borgerkrigshærgede Rwanda. 

Milan og Claude er jævnaldrende. Alligevel er afstanden i den mentale aldersforskel mellem de to drenge som tykke årringe. Milan har indtil nu levet et trygt liv i den parisiske forstad – en opvækst, som han selv beskriver:

J’avais grandi dans un pays en paix, protégé de tout part, ignorant la brutalité du monde, excepté celle qui arrivait par la télévision. (p. 142)

Modsat har Claude mærket folkemordets vold på sin egen spinkle krop. Han har set sin gren af familien blive udryddet og er nu landet i et land, hvor han ikke taler sproget, ikke kender kulturen og ikke har skyggen af relationer.

Opdagelsen af sine rwandiske rødder skaber en lysning i Milans sind, for pludselig er han ikke længere den eneste fremmede i sin familie. Med letheden fra et barns stemme fortæller Milan om det spirende venskab med Claude, den broderlige beskyttelse og forsøget på at trøste den utrøstelige. Alt indhyllet i rockende akkorder fra en luftguitar, som kun barnets rene fantasi kan fremtrylle.

Vejen til Rwanda

Snart er Milan alene igen. Han fortrænger alt om sit ophav indtil nogle år senere, hvor han bliver tvunget til at tage med sin mor på ferie til Rwanda. Hér møder han for første gang sin mormor, sin mors veninde Eusébie og hendes datter Stella. Båndet til Claude viser sig at være ubrydeligt, og det lægger kimen til Milans livsrejse og hans jagt på at kende sin mors sande historie.

Modsat romanens andre karakterer har Milan valget om at glemme. Han er jo bare en hvid dreng, født af en hvid kvinde, i sine rwandiske slægtninges øjne. For som Claude siger til ham i vrede:

Tu viens ici en touriste et tu repartiras en pensant avoir passé de bonnes vacances. Mais on ne vient pas en vacances sur une terre de souffrances. Ce pays est empoisonné. On vit avec les tueurs autour de nous et ça nous rend fous. Tu comprends ? Fous. (s. 89)

Alligevel vælger Milan at tage på opdagelsesrejse i erindringen og bosætter sig sidenhen i Rwandas hovedstad, Kigali. Vidnesbyrd fra Claude, Eusébie og Stellas oldemor Rosalie bliver trædesten i Milans jagt på sandheden. De mange historier forgrener sig i perifere detaljer, der kun tjener ét formål: at overdøve morens tavshed.

Jacarandaen, som romanen bærer sin titel efter, står i Eusébie og Stellas have. Den er et symbol på forsoningen, på den mulige fred, der kan fældes hvert øjeblik. Den giver Stella, som ellers er født efter folkemordet, en trøst – det er under træets blomsterkrone, hun søger ly, når historien tynger. Hun ved, at fortidens sjæle bor i dét træ. Også selvom hun ikke kender alle træets hemmeligheder.

Rappende rytmer trods tyngde og traumer

Gaël Faye formidler folkemordets forbrydelser, det brusende had, uden at tage parti. Han dissekerer personlige minder uden at ty til unødige blodsudgydelser eller overdreven sentimentalitet. Gennem hele romanen er sproget enkelt og elegant. Man fornemmer til tider musikerens rappende rytmer, der dunker gennem sproget og byder læseren op med en fortælling om den glemte krig, dens tyngde og dens traumer, som brænder sig fast i den enkeltes historiebevidsthed.

Uddrag fra Jacaranda kan med glosering anvendes til undervisning i gymnasiet, for at eleverne stifter bekendtskab med den mørke side af den frankofone litteratur og kultur, evt. i tværfaglig kombination med Historie og Samfundsfag. Med sin medrivende toneart og hjertevarme menneskelighed kan romanen åbne til en verden af tanker og følelser, som gør det muligt at drøfte vigtigheden af kollektiv erindring og glemsel. Og om at finde et sammenhold på trods.

For som den 37-årige Milan afslutter sin fortælling i 2020 med hænderne om sin mors urne:

… Je sens alors des mains me caresser le dos, des voix me consoler, des présences me réconforter. Je ne suis pas seul. Je ne suis pas seul. (s. 282)

Gaël Faye, Jacaranda (2024), Grasset. 288 sider.

Artikel bragt i Fransklærermagasinet, februar 2026.