Kunstig intelligens i eksamenslokalet udfordrer censorerne, og reglerne halter bagefter

Opsummer denne fil.

I en sart, lyslilla farve blinker Googles magiske knap til mig. Jeg er kommet et stykke ned i den stak af eksamensopgaver, der engang ville have ligget som en støvsamlende bunke af papirer, men i dag svæver et sted ude i en digital sky. Jeg erkender, at jeg er fristet til at prøve den magiske knap. Med ét enkelt klik kan Googles alvidende AI, Gemini, måske lette arbejdsbyrden ved at give mig et resumé af den opgave, som jeg ellers skulle bruge nogle timer på at læse.

Som censor har juni været højsæson for læsning. Igen i år har opgaverne været som en bøtte med blandede bolsjer. De bevægede sig mellem sødmens poesi i en antropologisk analyse, den forfriskende overraskelse i et af de nu sjældne arkivstudier til det syrlige drop, der aldrig skulle have været en afsluttende eksamensopgave på et universitet.

Alligevel er noget anderledes. De studerende, der har fået en bachelorgrad denne sommer, er den første årgang, der har haft adgang til kunstig intelligens under hele deres studietid. En studietid, der først var præget af et totalforbud mod anvendelse af kunstig intelligens. Dernæst af erkendelsen af, at kunstig intelligens er kommet for at blive og derfor må benyttes, så længe det deklareres i opgaverne.

Cogito, ergo sum. I pauserne mellem opgaverne tænker jeg over, hvem jeg er som bedømmer. Og ikke mindst, hvad den kunstige intelligens har gjort ved mig som bedømmer. I begyndelsen følte jeg mig som en detektiv, der skulle jage det mindste spor af robotsprog. Senere har jeg følt mig mere som en juridisk anklager, der skal føre bevis for, om kunstig intelligens er anvendt nøjagtigt som deklareret.

Følelserne minder mig om, at jeg fornyligt læste en artikel i Zetland om gymnasielærere i ”fagsorg”, når eleverne ikke længere bruger et givent fag til at forstå sig selv og verden. Jeg når frem til, at jeg er ved at udvikle fagsorg. Min identitet som historiker og samfundsanalytiker er tæt på at blive reduceret til en læser af sjælløse, akademiske tekster skrevet af ”botter”, der ikke sætter noget på spil.

Med fagsorgen følger en snert af nyttesløshed. Hvad nytter flid og engagement, hvis alle, mere eller mindre, kan prompte sig til og opnå en universitetsgrad? Hvad er den så egentlig værd?

For at bearbejde de spæde tegn på fagsorg beslutter jeg mig for at fokusere på det positive. Sproget i opgaverne er generelt blevet bedre. Mindre rød tusch. Mere grøn highlight, som jeg kan spørge ind til ved den mundtlige eksamen. For heldigvis er tilladelsen af kunstig intelligens som fagligt hjælpemiddel blevet fulgt op af flere mundtlige forsvar. Jeg kan nu holde mere fokus på, om de akademiske standarder for referencer er i orden. De systematiske referencer er blevet vigtigere end nogensinde før, fordi det netop er her, det afsløres, om de studerende har læst deres oplyste kildematerialer. Og endelig glæder jeg mig over det lighedsskabende potentiale, der ligger i, at korrekturlæsning ikke længere afhænger af, om der i forvejen er en akademiker i den studerendes familie.

Den sproglige lighed kommer dog med en pris. Jeg stiller nu højere krav til opgaverne end tidligere. Jeg falder ikke længere bagover, når jeg læser en detaljeret redegørelse eller et omfangsrigt litteraturreview. Det kan jo klares med kunstig intelligens.

Når der nu skal mere til at imponere mig, ligger det især to grupper af studerende til last.

Den første gruppe er de usikre studerende, der for en sikkerheds skyld vælger at bruge den kunstige intelligens’ svar frem for deres egen unikke tanke. Et personlighedstræk kommer dermed til at spænde ben for, at de kan vise deres egentlige potentiale. Kombinationen af usikkerhed og kunstig intelligens får dem til at drukne i en sump af middelmådighed.

Den anden gruppe af studerende er dem, der af etiske, måske klimamæssige, årsager, fravælger at anvende kunstig intelligens. Ifølge RUC’s anvisninger for anvendelse af kunstig intelligens bruges der op mod 10 gange så meget energi ved anvendelse af kunstig intelligens end ved en almindelig søgning på internettet. Men personlig etik bliver ikke angivet på eksamensbeviset. Dér står blot et tal.

I censorkorpset har vi talt en del om kunstig intelligens. Flere af os ønsker et paradigmeskift, hvor anvendelsen af kunstig intelligens ikke bare skal deklareres, men også indarbejdes i enhver opgaves metodeafsnit. Alligevel findes der fortsat ikke fælles retningslinjer for anvendelsen af kunstig intelligens på de danske universiteter. Dét, der er snyd et sted, er ikke nødvendigvis snyd et andet sted. Det gør rent ud sagt censorarbejdet til et helvede, hvor reel arbejdstid ikke stemmer overens med honoreret arbejdstid, hvis man får mistanke om snyd.

Det burde derfor stå øverst på dagsordenen for den nye regering, at der bliver udarbejdet fælles og enslydende retningslinjer for anvendelse af kunstig intelligens ved eksamener i hele uddannelsessektoren fra folkeskole til universitet.

Googles magiske knap blinker stadig til mig. Jeg bliver ramt af en absurd tanke: Tænk, hvis vores uddannelsessystem udvikler sig til en prompt-konkurrence. De studerende prompter sig til en opgave, mens bedømmerne prompter sig til bedømmelsen. Den bedste prompter får den bedste karakter og den bedste argumentation for karakteren.

Er det dét samfund, vi ønsker?

Netop det spørgsmål får mig midt i fagsorgen til at afstå fra fristelsen til at trykke på den magiske knap. Selv i en tid med kunstig intelligens elsker jeg mit job som censor. Det udvider min horisont. Det udfordrer min faglighed. Det holder mig skarp og min viden opdateret. Jeg er ærekær omkring principperne for de studerendes retssikkerhed, for de skal naturligvis have en ordentlig og fair bedømmelse. De studerende skal ses som tænkende individer, inden de slippes ud på et arbejdsmarked, hvor de bare er brikker i et spil om at skabe profit og prestige.

Da jeg rejser mig fra skrivebordet, opdager jeg, at jeg aldrig har været mere stolt af min faglighed. Jeg kan faktisk i høj grad kende forskel på den originale, menneskelige tanke og den reproducerende, kunstige tanke. Jeg formår stadig at anerkende de dygtige studerende, der evner at jonglere med begreber og sætte pointer op imod hinanden på en måde, der udfordrer den viden, der allerede eksisterer.

Jeg er bevidst om, at kunstig intelligens er kommet for at blive, og at den er et værktøj, vi som mennesker i et digitaliseret samfund skal kunne anvende for at arbejde tidssvarende og effektivt. Men ligesom lommeregneren aldrig er klogere end den matematiker, der trykker på den, er den kunstige intelligens heller aldrig klogere end det menneske, der prompter.

Den er, som ordet siger, en kunstig intelligens. Den er baseret på fortidige tekster, algoritmer og sandsynligheder, og den kan derfor ikke skabe samfundsmæssige forandringer. Den har ikke en situeret og kulturelt orienteret viden, der kan sættes i spil i mødet mellem mennesker.

Et møde, der i en globaliseret, krisefyldt verden aldrig har været vigtigere at kunne håndtere.

Udgivet i Jyllands-Posten, den 4. juli 2026.