20 25 75 44
info@SkarptSprog.dk

Har du talt med Fru Jensen ved ligusterhækken i dag?

SkarptSprog.dk

Har du talt med Fru Jensen ved ligusterhækken i dag?

Han kigger på mig med strenge øjne. Lige op over sine briller. Han lægger et stykke papir på bordet, og jeg genkender straks overskriften. Det er min tekst.

”Det er en ommer,” ordene gav ekko i mine ører. ”Indholdet er fint, men sproget er alt for svært. Læg fagtermerne på hylden, så længe du er på mit kontor. Skriv, som om du taler med Fru Jensen over ligusterhækken.”

Sådan husker jeg en ordveksling med min nye chef i begyndelsen af min skrivekarriere. Jeg havde ellers gjort mig så umage med denne tekst, den første tekst for min nye chef. Jeg tog papiret op og kiggede på det. Pludselig var det, som om fagtermerne sprang i øjnene på mig. Teksten havde med garanti været til UG med kryds og slange på universitetet, men ville dumpe brat ned i Fru Jensens ligusterhæk. Det var en ommer.

Det er en typisk (begynder)fejl, at fagfolk tager fagsproget med ind i formidlingen af et budskab. Det er ikke forkert, hvis man skriver til sine fagfæller. Men hvis man skal formidle sin viden bredt, må man bruge et andet sprog.

Det første, du skal gøre, er at slippe dit fokus på budskabet. I stedet skal du finde ud af, hvilken effekt dit budskab skal have på læseren. Med andre ord, hvad vil du have Fru Jensen ved ligusterhækken til at gøre med dit budskab.

Det andet, du skal gøre, er at finde ud af, hvem din Fru Jensen ved ligusterhækken er. Måske kan du tillade dig en smule fagtermer i dit sprog. Måske skal dit sprog beskrive noget helt andet, hvis Fru Jensen ved ligusterhækken skal forstå det.

Det tredje, du skal overveje, er, hvordan du får Fru Jensen gjort interesseret i dit budskab. Det hænger i høj grad sammen med sproget, men handler primært om, hvordan du bygger din tekst op i forhold til eksempelvis nyhedsværdi, argumentation og klimaks.

Kort sagt, mine tre ligusterhæksråd til dig er:

  1. Hold fokus på effekten af dit budskab
  2. Tænk over, om din læser forstår dit sprog
  3. Opbyg din tekst, så den fanger din læser fra første sætning

Når du bruger disse tre råd aktivt, kan din formidling næsten ikke gå galt.

For mig er Fru Jensen ved ligusterhækken blevet en figur, der følger mig, hver gang jeg sætter pen til papir eller fingre til tastatur. Og det bedste er, at Fru Jensen er til låns: Tænk på Fru Jensen ved ligusterhækken, tal til hende og spørg hende, om hun forstår, hvad du skriver.

Anden gang blev lykkens gang for mig, og min tekst smuttede lige gennem nåleøjet hos chefen. Det samme gjorde mine mange tekster efterfølgende både hos chefen, i pressen og hos kunderne. Og hver gang, det lykkes, sender jeg en varm tanke til Fru Jensen ved ligusterhækken.

Hvis du har brug for hjælp til at finde din Fru Jensen eller til at skrive en tekst, så selv Fru Jensen forstår den over ligusterhækken, skal du bare skrive til mig på info@skarptsprog.dk – så tager vi en snak om din Fru Jensen.

De bedste ligusterhækshilsner

Louise Lindhagen
Tekstforfatter og indehaver, SkarptSprog.dk